I Harzen med 1 års erfaring

Når man stadig er relativt ny i MTB-sporene, kan det være svært helt at vide, hvad man magter, hvad der er nærmeste udviklingszone og hvad man nok helst skal holde helt sig fra. Denne lille artikel handler om min tur til Harzen med Skanderborg MTB og hvordan jeg oplevede at cykle med MTB Harzen v/Martin Nørris efter at have cyklet et års tid. I artiklen beretter jeg om min forudsætninger og erfaringer, så andre tilkommere i sporten kan få et indblik i, hvad sådan en tur indebærer.

Af Martin Lehmann-Poulsen August 2018

I sommeren 2017 købte jeg en billig, brugt MTB og meldte mig ind i Skanderborg MTB for at finde ud af, om MTB kunne være noget for mig. Få måneder senere måtte jeg opgive cyklen, men interessen var vagt, så jeg købte en ny hardtail.

Jeg har primært cyklet med klubbens Hold 1 (holdet med det laveste tempo). Problemet med arbejde er som bekendt, at det griber ind i fritiden, så det lykkes mig typisk kun at komme til træning 2-3 gange om måneden. Med god hjælp fra klubbens trænere og andre medlemmer er det dog lykkes mig at få godt styr på min grundposition. Jeg er stadig ikke vild med stejle nedkørsler og større drops. Jeg har for vane at læse sporene, så jeg undgår de største strabadser og jeg kører mere forsigtigt end de fleste. ’Safety first’ er en god tommelfingerregel, men jeg formår ofte at tage denne regel til et niveau, hvor det bliver en svaghed. Min styrke er omvendt at jeg er i fin fysisk form efter flere års landevejscykling.

Inden turen til Harzen kendte jeg kun 2 af de øvrige 10 deltagere, men jeg vidste at det primært var medlemmer, der typisk kørte på hold 3 (klubbens hurtigste hold). Jeg var derfor usikker på, hvordan det skulle gå, når jeg skulle cykle med erfarne, tekniske dygtige MTBere.

Dag 1
Vi ankom en torsdag eftermiddag i august til hotel Drei Bähren i Altenau, der ligger i det nordvestlige hjørne af Harzen og første cykeltur blev kørt umiddelbart efter ankomst. Vejret var fremragende, solskin og 26 grader. Vi kørte afsted i samlet flok med en af Martin Nørris’ lokalkendte guider.

Uanset hvilken retning man tager fra hotellet, så starter skoven næsten med det samme. Landskabet er bakket, på kanten til bjerget, og vi kørte skiftevis på brede grusstier og helt smalle vandrespor. Naturen er storslået. Skoven består primært af nåletræer og vi cyklede langs det historisk anlagte vandingssystem, der forbinder de kunstige søer. Underlaget er præget af grus, faste og løse (nogle gange store) sten, men mest af alt var trærødderne, der overraskede mig. Aldrig har jeg cyklet over så store rødder og det var ganske hårdt i starten.

På turen skulle vi også op af en kort, men meget stejl stigning. 1-2 af øvrige deltagere formåede at blive på cyklen. Det så helt vanvittigt ud og det blev klart, at vi i gruppen var på meget forskelligt teknisk niveau. Senere på turen opdagede jeg på en nedkørsel at mit fordæk var fladt, men formåede dog at komme fint ned, selvom jeg faktisk ikke rigtig fik ramt stien. Uden forudgående træning ville det have været gået anderledes.

På den første dag blev det tydeligt, at jeg særligt på de tekniske passager havde svært ved at følge med. Omvendt kunne jeg sagtens følge med opad og følte mig slet ikke presset. Det var faktisk rart, fordi det gav mig noget overskud til at koncentrere mig om det tekniske.

Screen Shot 2018-09-19 at 082618png

Dag 2
Næste morgen var vejret slået om og det var næsten 10 grader koldere end dagen før. Da vi havde to guides til gruppen, besluttede vi at køre i to grupper. Det var faktisk rigtig rart, fordi så kunne de hurtige køre i eget tempo og de ville så kunne få cyklet noget længere. (Det viste sig senere, at de faktisk ikke cyklede meget mere. De holdt bare længere pauser og snakkede mere.)

Grupperne var lidt skævt fordelt med 4 hurtige (hold 1) og 7 super-hurtige (hold 2). Hvert hold havde egen guide, og på hold 1 beholdt vi vores guide fra dag 1. Han var ekstremt vidende om området, vi kørte i, og for hver km stoppede han op og fortalte om det kommende forløb.

Derudover var han teknisk dygtig og det var en fornøjelse at se ham hoppe opad på bakkerne eller køre på baghjul på nedkørsler. Hver gang, vi kom til en ny sektion, gennemgik han de forestående forhindringer og med baggrund i hans nyerhvervede kendskab til vores færdigheder, gav han tips og råd til, hvordan vi skulle forcere dem. Det var tydeligt, at han hurtigt var klar over, hvad vi hver især magtede og hvad vi havde svært ved. Vi kørte stort set de samme passager som Hold 2, men han var omhyggelig med at give os den nødvendige information. Det gav mig den tryghed, jeg lige havde brug for.

I vores lille 4-mands gruppe var vi ganske forskellige. To var hurtige nedad (jeg døbte dem raketterne) og de kørte som regel først nedad. Jeg var som regel først på toppen, men vi sørgede hele tiden for at vente på hinanden (det gav mig i øvrigt mulighed for at tisse i fred.) Vi var opmærksomme på, at alle fik tilstrækkeligt med hvil mellem passagerne og i det hele taget var turen præget af højt humør og hensyntagen.

Turen denne dag var omkring 38 km og jeg tror at det var passende for os. På dag 2 og dag 3 cyklede vi halvdelen om formiddagen, spiste frokost på et spisested, som MTB Harzen havde arrangeret, og så cyklede viresten om eftermiddagen. Det var arrangeret således, at begge grupper spiste frokost sammen, hvilket var hyggeligt.

Bakkerne er anderledes end i Danmark. De er betydeligt længere og der kan være relativt lange opkørsler. På denne dag kørte vi eksempelvis en stigning på 2 km (ca. 13-15%). Alle finder deres eget tempo, så man kommer godt op over. Langsomt blev jeg mere vant til nedkørslen og på dag 2 var der flere gange, hvor jeg havde det enormt sjovt.

Screen Shot 2018-09-19 at 082624png

Dag 3
Dag 3 startede grumt, grundet vejret. Selvom det var august, var der kun 10-12 grader udenfor og det regnede. De erfarne ryttere talte ved morgenmaden om de våde rødder og en enkelt kommenterede tørt, at hvis man havde knæbeskyttere med, så var det dagen at tage det på. Forsigtig af natur så blev jeg sgu lidt ængstelig.

Det blev dog gjort hurtigt til skamme. De to guides var hurtige til at lægge en god plan B og vi kørte en rute, der i højere grad passede til vejret, end den oprindeligt planlagte gjorde. På dag 3 kunne jeg mærke, at det at jeg var vant til at cykle mange dage i streg, gav mig et godt fysisk overskud. Det bekom mig godt, fordi det gjorde, at jeg altid kunne være klar i hovedet, når det gik nedad.

Om eftermiddag fik vi på hold 1 selskab af 3 ryttere fra hold 2, hvilket var hyggeligt. Selv i regnvejr var landskabet en kæmpe oplevelse. At cykle opad og ned, mellem nåletræer, langs søer, på dæmninger, jeg var ærlig talt målløs. På dag 3 besøgte vi også en Bike-Park, der var anlagt til MTB, men det var ikke lige mig. Personligt synes jeg, at Harzen udmærker sig ved at have en fantastisk natur og med meget omfattende naturskabte og naturpåvirkede spor, som skaber nogle fantastiske ruter med spændende forhindringer. Når man så ovenikøbet havde guides med, så virkede det lidt underligt for mig at bruge tid i en Bike-Park. Det var dog tydeligt, at flere af de andre stornød det og det var en fornøjelse at følge dem.

Om aftenen sad vi nede i hotellets kælder, som var spøjst indrettet med en bar og cykelværksted. De to guides var ikke bare dygtige på en cykel, men var også uddannede til at skrue i cyklerne. Det var således ’første hjælp’ til de cykler, der trængte. Imens hyggede vi os med Weissbier og røverhistorier. Jeg var glædeligt overrasket over, hvordan de her erfarne ryttere i klubben delte ud af deres viden, uden at blive belærende og ligesom på hele turen var stemningen uhøjtidelig og afslappet. Alle var optagede af at bidrage til den bedst mulige tur

Dag 4.
På sidstedagen kørte vi en kort tur på 1-1,5 time inden afrejse. Umiddelbart efter start ramte vi en bakke, som jeg målte til cirka 100 højdemeter. Det var én af de større, men langtfra den største og det fortæller lidt de strabadser, som man også møder. Selvom jeg har cyklet i bjerge i udlandet på asfalt, er de her bakker bare anderledes aggressive. Fra landevejen ved jeg, at det er vigtigt at man finder sig selv på opstigninger. Man skal finde sit eget tempo, sin eget tråd og puls. Et tempo, hvor man kan holde ud at være

Over dagene var jeg blevet bedre til at cykle i sten, men særligt på rødder var jeg blevet markant bedre. Jeg var så småt også begyndt at få lidt mere fart i cyklen nedad, men selvom på dag 4 var der ’a ways to go’. Det er stadig et udviklingspunkt for mig. Da vores guides afsluttede turen, var jeg ramt af lige dele træthed og skuffelse over, at det var slut. Det havde været nogle ubeskriveligt, fantastiske cykelture, som i skrivende stund stadig sidder dybt i mig.

Dos and don’ts?
På baggrund af mine oplevelser er her et par råd til andre tilkommere til MTB-sporten, som kunne finde på at søge udfordringer i Harzen eller lignende steder:

  • Man behøver slet ikke at have cyklet MTB i årevis eller være akrobat på en cykel for at tage til Harzen. Men vil man udenfor grusveje og ud på de spændende spor, så er det meget vigtigt at have helt styr på sin grundposition.
  • Man behøver ikke have nogen full-suspension mtb for at cykle hen over rødder og den slags. Man skal dog arbejde lidt mere med overkroppen på en hardtail. For mig føles det fint og sundt.
  • Det er vigtigt at være ok fysisk form. Det handler ikke kun om fysik, men også om at bibeholde mentalt overskud til de tekniske passager. Man cykler flere dage i streg på cykelrejser, så det kan anbefales, at man under forberedelsen indimellem snupper en cykeltur med trætte ben, så det ikke er en uvant følelse for én.
  • Træn tekniske passager i Danmark, små drops, rødder og de stejleste opkørsler. Inden turen havde jeg for vane at køre udenom, hvilket er dumt, fordi så misser jeg muligheden for udvikling. Nu søger jeg dem.
  • Tager man afsted, så betal de ekstra hundrede kroner for en guide. I store områder som Harzen vil man selv skulle bruge dage på at finde de mest fantastiske spor. Det er ærgerligt at undvære de største oplevelser, når man nu er rejst så langt. MTB Harzen har nogle fremragende guides, der både har øje for sikkerhed, fantastisk kendskab til området samt et glimt i øjet.
  • Cykl med en klub. Det giver mulighed for at få god sparring og dermed også større sikkerhed. Skoven i Harzen er bare sjovere end Sygehuset i Horsens. Samtidig giver en klub hyggelige oplevelser sammen med andre. Der findes sikkert mange gode klubber. Jeg ville vælge Skanderborg MTB.